Af jord ...
Sammen med elever fra skolens billedkunsthold kastede Hans Wendelboe Bøcher sig i 2007 i fem fulde dage ud i konceptkunstens spændende og udfordrende tankeunivers. Helt konkret blev et fuldt møbleret klasselokale med borde, stole, tavle og overheadprojektor begravet under flere tons jord.
- Det handler om tanker, der tæller, og ikke mindst om overbeviselsens kunst. For hvor går grænsen mellem virkelighedens og kunstens verden; mellem fup og platheder og seriøse bud på en mulig tolkning af den verden, der omgiver os?, fortæller billedkunstlærer Hans Wendelboe Bøcher, mens en af pigerne på holdet, Katrine Henriksen, efterfølgende tilføjede, - Det er superfedt. Jeg har fået et helt andet syn på, hvad billedkunst også kan være.
Billedkunstholdet stiftede op til pojektet bekendtskab med nogle af genrens store navne. Marcel Duchamps pissoir-kumme fra 1917, Pierre Manzonis afføring på dåse fra 1960'erne og Christos indpakkede monumenter og bygninger, for blot at nævne nogle. Men også nyere konceptuelle værker som Kristian von Hornsleths Uganda Village-projekt, hvor den danske kunstner fik alle landsbyboerne til at tage hans efternavn mod grise i betaling, skabte vild debat; dels om, hvad man kan og bør, dels om, hvor grænsen går mellem simpel provokation og meningsfuldt billedudtryk.
I løbet af ugen opstillede Hans Wendelboe Bøcher sammen med eleverne et komplet klasselokale så forskellige steder som på stranden ved Tornby, i plantagen, på marken og på gågaden i Hjørring. Møblerne stod i en kort stund - løsrevet fra deres oprindelige kontekst - og gav således anledning til undren og debat om arkitektur og undervisningsmetoder. Alle opstillingerne blev i genrens ånd dokumenteret på foto og video.
Hvert sted gav Hans Wendelboe Bøcher desuden en lektion i dansk lyrik; i Hjørrings gågade om Johs. V. Jensens digt 'Interferens'.
Nedgravningen
Ugen kulminerede med, at holdet gravede klasselokalet - med stole, borde, overhead-projektor og tavle - ned, så det ikke længere er at se! En langsommelig og hård arbejdsproces, som i sig selv gav anledning til diskussioner på holdet. Både af praktiske og nærværende, men også af mere eksistentielle. Der sker noget, når man så konkret og fysisk arbejder med kunst!
Da der efterfølgende intet er at se for beskueren, er værket altså afhængigt af tanken og troen på, at det vitterligt er der! Tror man ikke, er der heller intet værk! Og dermed heller ingen efterfølgende tanker!
Værket opererer både med referencer til kunsthistorien, bl.a. Christos indpakkede rigsdagsbygning i Berlin, som - om end for en kort stund - var forsvundet. Alle, der oplevede det imponerende værk, vil for altid opleve bygningen med andre øjne. Stedet er for evigt forandret.
Men ved siden af de kunsthistoriske referencer indlejrede Hans Wendelboe Bøcher og eleverne undervejs også kulturhistoriske og religiøse tolkningsmuligheder i deres værk:
- De fleste kender Grauballemanden, der for århundreder siden blev ofret og smidt i mosen. Også våben og hverdagsredskaber er gennem tiderne blevet ofret til guderne. Men hvem ofrer et helt klasselokale, og hvorfor, og til hvem? Og hvilke tanker vil fundet af et nedgravet, fuldt monteret klasseværelse mon give om 100 år? For at manifestere denne betydning i værket, deltog en arkæolog kort på kanten af graven.
Også den kristne tro og det folkekirkelige begravelsesritual får en kærlig hilsen i værket, der bærer den billedskabende titel "... til jord". Under jordpåkastelsen siger præsten de velkendte ord: - Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå! - Vi lægger noget i graven af helt praktiske omstændigheder, men også for at mindes det og lægge det bag os. Talemåden, 'at lægge noget i graven' bærer symbolikken.
Men 'af jord, skal det igen opstå'? - Tja, skolearkitektur og -møbler fornyes konstant. Og netop i 2007 byggede Horne Ungdomsskole ny fløj og købte nyt inventar for millioner. Alt dette er skabt ud fra helt anderledes undervisningsmål, end det traditionelle og velkendte klasseværelse med dør-, midter- og vinduesrækker. I både symbolsk og håndgribelig forstand lagde holdet sammen med Hans Wendelboe Bøcher det traditionelle klasseværelse i graven.
Men 'af jord, skal det igen opstå'? Ja, naturens cyklus og vækst kræver også, at der lægges frø i jorden. Man kan altså også tale om, at det nedgravede klasselokale rummer et håbefuldt ønske for fremtiden. Nye tanker, perspektiver og ideer skyder op af jorden. For at sikre denne del af værket, deltog også en præst og en gartner i nedgravningen.
Alle deltagere i projektet fik yderligere mulighed for selv at tilføje deres personlige effekter til værket. En pige ønskede at gemme den stil, hun lige havde fået 11 for til eftertiden. En anden ville gerne lægge cigaretterne i graven, mens skolens viceforstander Poul Martin Michno, som en politisk protest, lagde to bøger, 'Samlede love og bekendtgørelser for 9. og 10. klasse' og 'Undervisningsministeriets retningslinjer for den nye karakterskala' i graven: - Det er tunge værker, som giver mere og mere administrativt bøvl. Dem kan vi sagtens leve foruden, grinede han, mens han samtidig og med helt anden bevæggrund lagde 'Det nye testamente' på et af bordene, der få minutter senere var dækket af jord. - Hvor jeg gerne vil glemme det administrative bøvl, vil jeg gerne bevare testamentes værdier for kommende generationer... måske endda se det spire, sagde Poul Martin Michno med et glimt i øjet.
Værket er i dag helt gemt under græsset bag forstanderboligen.
Eksterne kilder og henvisninger
Video fra processen
'Skolen går i dybden', Politiken 08/04/2007
'Kunst på skoleskemaet', VendelboPosten 28/03/2007
