Genforeningsstenen

Genforeningsstenen i Præstegårdsskoven, 15. juni 2020.

Genforeningsstenen, rejst på 100-årsdagen for Genforeningen 15. juni 2020 i Præstegårdsskovens sydøstlige hjørne.

Hans Wendelboe Bøcher mejsler Genforeningsstenen, maj 2020

Initiativtager er Hans Wendelboe Bøcher, der i forsommeren 2020 fik hvervet som flagmester i byen; et hverv, der dækker over at hejse Dannebrog på Det grønne hjørne på officielle og kirkelige flagdage. I sin research til den ledsagende tekst til facebokgruppen Horne, højt og herligt om Valdemarsdag, der fejres samme dag som genforeningen, faldt han over Grænseforeningens interaktive danmarkskort, der viser de mange genforeningssten rundt om i Danmark.

Der var ikke langt til handling. Allerede samme eftermiddag gik han i gang med at mejsle årstallene '1920' og '2020' i den rødlige granitsten, oprindeligt fundet af Peder Højrup på marken bag nuværende Tingvej. Stenen måler ca. 45 cm. i højden og er indstøbt i en 35x35 cm. betonsokkel af Jacob Christensen.

Genforeningen 1920

I første halvdel af 1800-tallet var der opstået strid om, hvor-vidt Slesvig var tysk eller dansk. Sprogligt set var området blandet mellem tysk, dansk og frisisk. Statsretligt set påpegede man fra dansk side, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, mens man fra tysk side var imod alle forsøg på at knytte Slesvig tættere til kongeriget. En deling af Slesvig havde allerede dengang været foreslået, men blev afvist af både den danske og tyske bevægelse i Slesvig.

Efter det sviende nederlag i 1864 måtte det danske monarki afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig.

Men i oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i Første Verdenskrig en realitet. Samme år havde USA’s præsident Woodrow Wilson fremlagt en 14-punkts fredsplan for Europa, hvor blandt andet princippet om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre, blev beskrevet. Samtidig bestemte Versailles-freden i 1919, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange; en i Nordslesvig og en i Mellemslesvig.

Afstemningen i Nordslesvig blev afholdt den 10. februar 1920. Her blev afgivet 101.652 stemmer (en valgdeltagelse på 91,5%). 74,2 procent stemte for Danmark og 24,9% procent for Tyskland. I Mellemslesvig, hvor Flensborg lå, foregik afstemningen den 14. marts 1920. Her stemte 12.800 eller 20% for Danmark og 51.724 stemmer for Tyskland. Resultatet blev, at Sønderjylland igen blev dansk.

Genforeningsstenen på Larsens Plads i Bjergby, ca. 1930.

En del af Danmarks største monument

Siden genforeningen i 1920 er der over hele landet rejst mere end 600 genforeningssten; store og små undseelige mellem hinanden. De fleste i 1920 og årene umiddelbart efter. Og en del i hhv. 1930 og 1945.

Tilsammen er de mange sten, ifølge nu afdøde museumsinspektør og ph.d. Inge Adriansen, vores ’mest særegne monument og Danmarks mest originale bidrag til europæisk monumentkultur’.

Siden 28. september 1920, har Danmarks nordligste genforeningssten stået på Larsens Plads i Bjergby, små 5 kilometer syd for Horne.

Hans Wendelboe Bøcher og Kurt Bærentsen afslører genforeningsstenen. Foto: Dorthe Lundtoft

Afsløringen af genforeningsstenen 15. juni 2020. Foto: Julie Wendelboe Bøcher

Afsløringen 15. juni 2020

Afsløringen af genforeningsstenen i Præstegårdsskoven skete mandag den 15. juni 2020, kl. 16:30. Efter fællessangen, Johan Ottosens 'Det haver saa nyligen regnet', holdt Hans Wendelboe Bøcher en kort tale, hvori han med henvisning til sangens sidste linje blandt andet sagde: det har slet ingen hast for den som tror". 100 år er gået siden Sønderjyllands genforening med resten af Danmark. Det har altså taget 100 før vi her, langt mod nord, vælger at fejre og markere de bogstaveligt talt skelsættende begivenheder. Men det har slet ingen hast for den som tror, for genforeningen, samlingen, fællesskabet er evigt gyldige nøgleord, der til hver en tid er værd at fejre. Det er vigtigt at holde fast i historien. - Ellers bliver vi rodløse og modløse. At forstå, at man ikke omkostningsfrit kan flytte rundt på folk, men at alle har ret til at leve og bo der, hvor man er vokset op med sin kulturelle identitet, sit sprog og sit fællesskab; det er nøglen til at få det internationale og det nationale - og lad mig bare tilføje: det helt lokale - til at gå hånd i hånd.

Herefter holdt formand for Hirtshals Fyr, pensioneret bankafdelingsdirektør Kurt Bærentsen hovedtalen. Her sagde han blandt andet: Genforening, at forenes, at mødes, at samles, at gense hinanden - er lig med fællesskab. Når vi går tur her med vores børn, børnebørn, oldebørn, så minder denne sten om vores historie og vi kan fortælle dem, at i 1864 tog Tyskland hele Sønderjylland - helt op til Kolding. Stenen skal minde os om vores identitet, vores historie og fællesskab. Den er også med til, at vi husker alle de ting og fællesskaber, vi samles om her i Horne. Præsteskoven er et godt eksempel på et projekt, der kun kan blive til noget, hvis vi samles og forenes. Hornestien og Det Grønne Hjørne er andre eksempler på, at når vi står sammen, vi samles og genforenes, ja, så er fællesskabet stærkest.

Herefter løftede Kurt Bærentsen og Hans Wendelboe Bøcher flaget, der lå over stenen.

Musiker og lærer Kaj Bertelsen spillede til endnu en fællessang, "Hvor mågerne skriger" af Jørgen Sørensen, og de fremmødte kunne efter afsløringen nyde et glas asti, sponsoreret af Spar-købmanden i Hirtshals.

Placeringen i Præstegårdsskoven er godkendt af Horne og Asdal menighedsråd primo juni 2020.