Hellehøjvisen

Vise skrevet af Bo. C. til det årlige arrangement "En sommeraften på Hellehøj"

Hellehøjvisen Mel.: Du Skønne land med dal og bakker fagre

Da ham den gode Gud han skabte jorden, forkælede han landet nord for fjorden. En del af dette Jylland blev meget, meget fladt, mens Vendyssel blev bakkerigt, og derfor gik det glat. Og da Gud ville os fornøje, skabte han blandt andet de høje høje: HELLEHØJ.

Men der blev istid, folket måtte græde, men faktisk endte det med megen glæde. Skønt isen vælted rundt, og stiden den blev ved, man da det hele smelted, var der skabt et herligt sted. Og vi men'sker vi må nu takke, for vi fik denne skønne bakke: HELLEHØJ.

Om sommeren, når solen den stod højest så var der varmt, og man ku' smide tøjet. Så mødte vendelboerne, drak øl og spilled lur, desværre ved vi ikke hvad de sang i hvilken dur. Årets slager var altid denne, som vi hermed har lært at kende: HELLEHØJ.

Og siden slæbte husmænd sig til døde blot for at sikre sig lidt husmandsføde. Men så blev jorden solgt til de store bondemænd, og alle hee på højen kunne glæde sig igen. Nu til dags kommer her turister. Hvad er det som en tysker frister? HELLEHØJ.

En sommeraften samles egnens men'sker, en præst, en spejderflok - måske en svensker. Vi snakker og vi synger, drikker øl og sodavand, og glædes over sommeren i dette smukke land. Nu i aften, så er vi gledet hjemmefra for at se på stedet: HELLEHØJ.