Jacob Jørgen Frederik Friis
Efter studentereksamen 1836 fra Odense Kathedralskole, tog Jacob Jørgen Frederik Friis teologisk eksamen 1842. I sin bog "Ungdomserindringer og Fortællinger" (1880) har han underholdende og smukt skildret sine barndoms- og ungdomsår i hhv. Fåborg og Odense, samt de senere studieår i København.
Mellem 1842 og 1847 virkede Jacob Jørgen Frederik Friis som huslærer ved flere familier på Lolland, inden han i 1847 fik stilling som andenlærer ved Nakskov Borgerlige Realskole.
- 1858 præst i Horne-Asdal Sogn. Her blev han til 1871, hvor han blev forflyttet til Veggerby og Bislev i Viborg Stift.
15. november 1851 giftede han sig med Hanne Signe Cecilie Seehuusen (f. 6. April 1832, d. 9. marts 1919).
Jacob Jørgen Frederik Friis og hustruen Hanne Signe fik ialt 18 brøn, de 12, mens parret boede i Horne, heriblandt bl.a.: [[Jørgen Jakob Lønborg Friis (1852-1912), stifteren af Vendsyssels Historiske Museum i Hjørring; Signe Friis og Ulrik Friis. Sidstnævnte emigrerede siden til Okanogan, USA.
Ved siden af sine præsteembeder har Jacob Jørgen Frederik Friis udfoldet et betydeligt forfatterskab, stærkt påvirket af Carit Etlars folkelige udgivelser. I lighed med forbilledet behandler de fleste af hans bøger halvhistoriske emne, ofte hentet fra Lolland, hvor han tilbragte en del af sin ungdom. Blandt titlerne findes 'Svenskerne paa Laaland' (1856), 'Fiskelars' (1857) og 'Lybækkerne i Nakskov' (1858) og 'Strandrøveren på Asdal' (1862).
Endvidere er Pastor Friis kendt for at have brugt de ubenyttede blade i sognets kirkebog til dagbogsoptegnelser i noteform (bogen findes nu i landsarkivet i Viborg).
Pastor Friis var de sidste mange år af sit liv ganske blind. Han passede dog sit embede fuldtud, idet en af døtrene læste søndagens tekst for ham, hvorefter han igen og igen gengav den for hende til han fejlfrit kunne den udenad.
Jacob Jørgen Frederik Friis har lagt navn til Pastor Friisvej i Horne.
Eksterne kilder og henvisninger
Dansk Biografisk Leksikon, 1920, s. 531, besøgt 3. okt. 2015
Aneliste med børn, besøgt 19. nov. 2016
Vendsysselske Årbøger 1918, s. 262-305
Vendsysselske Årbøger 1929, s. 25-38
Vendsysselske Årbøger 1963, s. 18ff
Vendsysselske Årbøger 1967, s. 71f