Horne Kirke
Kirken er opført af tilhugne granitkvadre, der er anbragt på en sokkel med hulkant. Stilen er typisk for den romanske periode, og det må antages, at kirken er bygget omkring midten af romansk tid, altså i begyndelsen af 1100-tallet.
De oprindelige vinduer i kirkens nordside er udskiftet med de nuværende, væsentligt større, vinduer i 1862 og 1866. Et enkelt af de orginale vinduer er bevaret med monolit-overligger (overligger hugget af kun én sten), nemlig østvinduet i koret. Andre bevarede monolit-overliggere ses i kanten af vinduet nærmest våbenhuset ig indmurede inde i våbenhuset. Disse er sandsynligvis fra vinduerne i det nedrevne tårn. Der er ikke spor efter nogen udvendig udsmukning af kirken. Derimod er det tydeligt, at især sydmuren har været genstand for flere reperationer. I 1647 ommuredes kirkens søndre side.
Den sydlige indgang er tilmuret, hvilket må være sket i 1647 eller før, da der ikke udvendigt på muren ses markeringer af denne indgang, dog ses at soklen er afbrudt.
Det oprindelige tårn blev sikkert opført i begyndelsen af 1400-tallet. Ved juletid 1630 blev der taget syn over kirken: Tårnet var faldet ned og stenene borte (brugt til våbenhus, til et gravkammer og en del blev solgt til ejesten af herregården Odden). Da resterne af tårnet blev fjernet, genopmurede grev Christian Frederik Rantzau til Asdal vestgavlen. Initialerne, CFR og årstallet ses, når man går op i tårnet. Det nuværende tårn blev i 1960 bygget på det velbevarede fundament af det oprindelige tårn.
Foran nordindgangen blev omkring 1630 tilføjet et våbenhus, til dels bygget af sten fra det gamle tårn. Indenfor ses de nævnte indmurede monolit-overliggere. Her er også ophængt en præstetavle over de præster, der har virket i sognet efter reformationen.
Præster ved Horne Kirke
Anders Thomsen Hjørring, 1608-1651 el. 1654
Claus Hansen Bang, -1662
Christen Christensen Sæby, 1662-
Pastor Ulrich, 1850-1858
Jørgen Jacob Friis, 1858-79
Pastor Jeansson
Pastor Busch
Pastor Hansen
Pastor Løwe
Pastor Hansen
Pastor Lysholm
Pastor Bentzen
[..]
Lea Hoff Ringgård Lauridsen, 2012-
