Forskel mellem versioner af "Jacob Jørgen Frederik Friis"
| Linje 13: | Linje 13: | ||
== Kaldet i Horne == | == Kaldet i Horne == | ||
| − | 1858 blev han kaldt til præsteembedet ved [[Horne Kirke]] og [[Asdal Kirke]]. Han har utvivlsomt benyttet selvbiografisk materiale i sin fortælling om den unge mand, der rejste rundt i Vendsyssel i fortællingen "Mødet paa Læsø" (1870), side 41: "''Medens jeg langsomt slentrede henimod Gaarden med Vadsækken i den ene Haand og Kappen paa Armen, kunde jeg ikke andet end eftertænke, hvor højst sørgeligt Opholdet i saa øde Egne, blandt saa raa Omgivelser, maatte være for den dannede Mand, som en ublid Skæbne kastede herhen, og jeg kunde godt forstaa, at en saadan Mand maatte med Liv og Sjæl hengive sig til sit Kalds Pligter, dersom han ikke vilde synke ned til at blive ligesaa raa og ufordragelig som Flertallet af de Mennesker, hvormed han daglig kom i Berørelse, efter min Anskuelse maatte være. Og saa om Vinteren, naar Snestormen og Snemasserne for lang Tid afskære al Forbindelse med den kultiverede Verden! Ja, et uhyggeligt og kærligt Familieliv, der jo skal findes i de fleste Præstegaarde, og som jeg da ogsaa habede at træffe paa her, kan vel for en stor Del bøde paa disse mange Ulemper."'' | + | 1858 blev han kaldt til præsteembedet ved [[Horne Kirke]] og [[Asdal Kirke]]. Han har utvivlsomt benyttet selvbiografisk materiale i sin fortælling om den unge mand, der rejste rundt i Vendsyssel i fortællingen "Mødet paa Læsø" (1870), side 41: " |
| + | <blockquote>''Medens jeg langsomt slentrede henimod Gaarden med Vadsækken i den ene Haand og Kappen paa Armen, kunde jeg ikke andet end eftertænke, hvor højst sørgeligt Opholdet i saa øde Egne, blandt saa raa Omgivelser, maatte være for den dannede Mand, som en ublid Skæbne kastede herhen, og jeg kunde godt forstaa, at en saadan Mand maatte med Liv og Sjæl hengive sig til sit Kalds Pligter, dersom han ikke vilde synke ned til at blive ligesaa raa og ufordragelig som Flertallet af de Mennesker, hvormed han daglig kom i Berørelse, efter min Anskuelse maatte være. Og saa om Vinteren, naar Snestormen og Snemasserne for lang Tid afskære al Forbindelse med den kultiverede Verden! Ja, et uhyggeligt og kærligt Familieliv, der jo skal findes i de fleste Præstegaarde, og som jeg da ogsaa habede at træffe paa her, kan vel for en stor Del bøde paa disse mange Ulemper."''</blockquote> | ||
Endvidere er Pastor Friis kendt for at have brugt de ubenyttede blade i sognets kirkebog til dagbogsoptegnelser i noteform (bogen findes nu i landsarkivet i Viborg). | Endvidere er Pastor Friis kendt for at have brugt de ubenyttede blade i sognets kirkebog til dagbogsoptegnelser i noteform (bogen findes nu i landsarkivet i Viborg). | ||
Versionen fra 5. dec 2016, 13:53
Jacob Jørgen Frederik Friis (f. 4. april 1815 i Faaborg, d. 15. februar 1879 i Veggerby). Søn af prokurator Jørgen Jacob Hansen Friis og Anne Cathrine Hansen. Præst ved Horne Kirke 1858-1871.
Efter studentereksamen 1836 fra Odense Kathedralskole, tog Jacob Jørgen Frederik Friis teologisk eksamen 1842. I sin bog "Ungdomserindringer og Fortællinger" (1880) har han underholdende og smukt skildret sine barndoms- og ungdomsår i hhv. Fåborg og Odense, samt de senere studieår i København.
Mellem 1842 og 1847 virkede Jacob Jørgen Frederik Friis som huslærer ved flere familier på Lolland, inden han i 1847 fik stilling som andenlærer ved Nakskov Borgerlige Realskole.
1851 blev han gift med Hanne Signe Cecilie Seehuusen (f. 6. April 1832, d. 9. marts 1919). Hun var datter af en gårdejer på Lolland. Parret fik ialt 18 brøn, de 12, mens parret boede i Horne, heriblandt bl.a.: Jørgen Jakob Lønborg Friis (1852-1912), stifteren af Vendsyssels Historiske Museum i Hjørring; Signe Friis og Ulrik Friis. Sidstnævnte emigrerede siden til Okanogan, USA.
I Nakskov skrev Jacob Jørgen Frederik Friis flere bøger af både skønlitterær og lokalhistorisk værdi.
Indholdsfortegnelse
Kaldet i Horne
1858 blev han kaldt til præsteembedet ved Horne Kirke og Asdal Kirke. Han har utvivlsomt benyttet selvbiografisk materiale i sin fortælling om den unge mand, der rejste rundt i Vendsyssel i fortællingen "Mødet paa Læsø" (1870), side 41: "
Medens jeg langsomt slentrede henimod Gaarden med Vadsækken i den ene Haand og Kappen paa Armen, kunde jeg ikke andet end eftertænke, hvor højst sørgeligt Opholdet i saa øde Egne, blandt saa raa Omgivelser, maatte være for den dannede Mand, som en ublid Skæbne kastede herhen, og jeg kunde godt forstaa, at en saadan Mand maatte med Liv og Sjæl hengive sig til sit Kalds Pligter, dersom han ikke vilde synke ned til at blive ligesaa raa og ufordragelig som Flertallet af de Mennesker, hvormed han daglig kom i Berørelse, efter min Anskuelse maatte være. Og saa om Vinteren, naar Snestormen og Snemasserne for lang Tid afskære al Forbindelse med den kultiverede Verden! Ja, et uhyggeligt og kærligt Familieliv, der jo skal findes i de fleste Præstegaarde, og som jeg da ogsaa habede at træffe paa her, kan vel for en stor Del bøde paa disse mange Ulemper."
Endvidere er Pastor Friis kendt for at have brugt de ubenyttede blade i sognets kirkebog til dagbogsoptegnelser i noteform (bogen findes nu i landsarkivet i Viborg).
Efter skiftet fra Lolland til Vendsyssel fik også Jacob Jørgen Frederik Friis' forfatterskab et andet indhold. Ligesom i Nakskov trak han også i Vendsyssel på den lokalehistorie. Flere af Jacob Jørgen Frederik Friis' bøger fra perioden i Horne beskriver således både tidligere og aktuelle begivenheder i landsdelen. Ud over adskillige bøger strandinger på vestkysten og de deraf følgende stridigheder og retssager om retten til strandingsgodset, har Jacob Jørgen Frederik Friis benyttet tidligere præster i Horne og Asdal som forlæg for historier; således f.eks. Peder Jacob Mathiesen Hviid (1713-1714), der i 1714 blev fradømt kald og ære efter beskyldninger mod sin forlovede, Kirsten Schwarzkopf, for at undgå ægteskab med hende. Friis giver i sin romanlange fortælling, "Storm og stille" (1866) en forskønnet femstilling af Peder Jacob Mathiesen Hviid, og giver ham efterfølgende plads som skibspræst i Tordenskjolds flåde og en økonomisk velfunderet alderdom; vel at mærke i direkte modstrid med konkret historisk fakta. At Pastor Friis udmærket kendte til Peder Jacob Mathiesen Hviids sande skæbne fremgår af afhandlingen "Et Blad af Horne-Asdal Præstekalds Historie" (Ny kirkehistoriske Samlinger, IV bd. 1867-68, s. 407-421).
Også fortællingen om sagnpersonen Karl Pølse på Asdal Hovedgaard bliver taget under kærlig behandling af Jacob Jørgen Frederik Friis. I fortællingen "Strandrøveren paa Asdal" (optrykt i "Ungdomserindringer og Fortællinger" (1880) fortælles om Karl Pølses falske fyr på kysten, der skulle tiltrække skibe, så de gik å grund. Også legenden om Karl Pølses flæsk, et indskrumpet skinkeben, der endnu hænger i en niche over hovedindgangen på Asdal Hovedgård, gengives i teksten.
Som præst var Jacob Jørgen Frederik Friis yderst agtet i lokalsamfundet. Han var altid parat med råd og dåd og var en god vejleder for sin menighed; ikke mindst på grund af sin blide og elskelige personlighed (Vendysselske Aabøger 1918, s. 204 og Lolland Falsters Stiftstidende 24. februar 1879).
Flytningen til Veggerby
Jacob Jørgen Frederik Friis blev i Horne til 1871, hvor han blev forflyttet til Veggerby og Bislev i Viborg Stift. I sin tiltrædelsesprædiken i Veggerby fortalte han, hvordan "Næringssorgernes Tryk" tvang ham til at søge nyt arbejde, der var bedre aflønnet end kaldet i Horne.
Pastor Friis havde dårligt syn allerede fra ungdommen, og levede de sidste mange år af sit liv ganske blind. Han passede dog sit embede fuldtud, idet en af døtrene læste søndagens tekst for ham, hvorefter han igen og igen gengav den for hende til han fejlfrit kunne den udenad.
Et halvt år før sin død blev Jacob Jørgen Frederik Friis angrebet af en smertefuld underlivssygdom, som han dog med succes blev opereret for på Rigshospitalet i København. Under en omfattende altergang efter hjemkomsten til Veggerby, pådrog han sig imidlertid lungebetændelse, som endte med at tage livet af ham 15. februar 1879.
Jacob Jørgen Frederik Friis har lagt navn til Pastor Friisvej i Horne.
Bibliografi
Ved siden af sine præsteembeder har Jacob Jørgen Frederik Friis udfoldet et betydeligt forfatterskab, stærkt påvirket af Carit Etlars folkelige udgivelser. I lighed med forbilledet behandler de fleste af hans bøger halvhistoriske emne, ofte hentet fra Lolland, hvor han tilbragte en del af sin ungdom.
1847 "Efterretninger om skolelærerembederne i Lollands-Falsters stift".
1856 "Svenskerne på Lolland", roman
1857 "Fiskelars", roman.
1858 "Lybekkerne i Nakskov", roman.
1862 "Pengeskrinet - En Strandingshistorie fra Jyllands Vestkyst", fortælling.
1866 "Storm og Stille", roman.
1869 "En Strandingshistorie. Skildringer fra Jyllands Vestkyst (Af "Dags-Telegr.")", roman.
1870 "Mødet paa Læsø. En Fortælling", roman.
1874 "Strandingskommissionæren i Skagen. Et Tidsbillede", roman.
1876 "Lærepenge. En Fortælling", roman.
1877 "Fortællinger", roman.
1880 "Ungdomserindringer og Fortællinger"
1909 "Magnus Heinesen", fortællinger.
1909 "Strandingskommissionæren i Skagen", tekster.
Poul Strange og Th. Andersen bearbejdede i 1882 Jacob Jørgen Frederik Friis roman "Lybekkerne i Nakskov" (1858) til et "Folkeskuespil med Sange og Kor i 5 Akter" med musik af N.R. Madsen Steensgaard. Stykket havde premiere i Næstved 10. november 1882, og blev siden opført 1883 (premiere 14. januar) på Aalborg Teater.[[1]].
Jacob Jørgen Frederik Friis hører sammen med [Camillo Bruun], [Etlar] og [H. F. Ewald] til den gruppe af historiske romanforfattere, der afløste [B. S. Ingemann]. Ingen af dem nåede dog op på dennes side i national betydning. Ikke desto mindre er netop forfattere blevet flittigt læst af store dele af den danske befolkning.
Eksterne kilder og henvisninger
Dansk Biografisk Leksikon, 1920, s. 531, besøgt 3. okt. 2015
Aneliste med børn, besøgt 19. nov. 2016
Vendsysselske Årbøger 1918, s. 262-305
Vendsysselske Årbøger 1929, s. 25-38
Vendsysselske Årbøger 1963, s. 18ff
Vendsysselske Årbøger 1967, s. 71f
Lolland Falsters Stiftstidende 24. februar 1879
