Peder Jacob Mathiesen Hviid
Peder Jacob Mathiesen Hviid (f. 13. august 1689 i Odense, d. 1760). Søn af sognepræst i St. Hans Sogn og borgmester i Odense, Mads Jakobsen Hviid og enken efter Mads' forgænger. Gift første gange 2. februar 1714 med Maren Eriksdatter Bugge i Vroue og igen 18. januar 1729 med Margrethe Elisabeth Buchen.
Peder Jacob Hviids liv var omtumlet. Han var præst i Horne Kirke og Asdal Kirke i et enkelt år, to gange blev han fradømt æren, tre gange røg han i fængsel, og han var gift fire gange. Oven i hans plettede eftermæle kommer endda eftertidens beskyldninger om, at han tissede i altervinen!
I løbet af årene 1713-1714 skete et større drama omkring den unge Peder Jacob Mathiesen Hvid. Hans evner som sjælesørger og øje for social retfærdighed gjorde ham populær blandt lægfolk og kolleger. Men hans anarkistiske og antiautoritære holdning skaffede ham indflydelsesrige fjender.
Indholdsfortegnelse
Uddannelse
Peder Jacob Mathiesen Hviid blev student fra Odense Kathedralskole 1706 og fik sin Attestats fire år senere i 1710.
Efterfølgende læste Peder Jacob Mathisen Hviid teologi i København. Her boede han sammen med blandt andre Ludvig Holberg på Borchs Kollegium, hvis miljø Holberg senere beskrev i komedien "Erasmus Montanus".
22. marts 1713 blev Peder Jacob Mathiesen Hviid i en alder af blot 23 år kaldet til et embede i Horne-Asdal. Det var den gamle greve, Otto Rantzau, på Asdal Hovedgård, der havde sendt bud efter ham. Han blev ordineret 31. maj 1713. Da Peder Jacob Mathiesen Hviid blev kaldet til embedet, var det underforstået, at han skulle gifte sig med den 25-årige Kirstine Schwarzkopf. Hviid accepterede i første omgang og lovede Kirstine ægteskab, men i virkeligheden kviede han sig ved arrangementet.
Vi ved ikke meget om Kirstine Schwartzkopf, men hun havde gode forbindelser til Asdal Hovedgård. Rygterne svirrede om, at Kirstine Schwarzkopf lå i forhold med en af Grev Otto Rantzaus sønner; muligvis Generalmajor Frederik Rantzau til Rosenvold eller dennes bror Christian Rantzau, senere til Asdal og Rosenvold, vicestatholder i Norge. På et tidspunkt er Kirstine Schwarzkopf måske blevet for besværlig, så da den gamle præst dør, lover man hende i stedet at blive præstefrue i Horne Præstegård.
Skæbnen besegles
Men den unge præst ville ikke lade sig binde, og Kirstine sagsøgte ham for løftebrud. 9. august 1713 fik Kirstine Schwarzkopf bevilliget fri proces. Sagen blev indledt ved Tamperretten i Aalborg 20. september 1713. Under retssagen viser det sig, at Peder Jacob Mathiesen Hviid hele tiden har været kærester med Maren Bugge, og de to giftede sig i Vroue Kirke i november 1713. Det gjorde selvsagt ikke Kirstine Schwartzkopf mindre fornærmet, og et par uger efter gjorde hun et nyt søgsmål mod Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have talt ærekrænkende om hende.
20. december 1713 faldt dommen ved Tamperretten, og Peder Jacob Mathiesen Hviid dømtes til at betale en erstatning på 200 rigsdaler til Kirstine Schwartzkopf for brudt ja-ord. Dommen lød som følger:
"Endog at Hr. Peder Jacob Hviid ikke kan siges at have fulde Jaord med Kirstine Schwarzkopf efter kgl. Majestæts Lov og Forordnings Maade om Jaord at tale paa, saa kan dog ikke ses andet af de imod ham her i Retten fremlagte Breve og Dokumenter, end at han jo har tilsagt hende Ægteskab og i saa Maade været forlovet med hende, hvilket ikke kan undskyldes med Forevending af Ungdoms Præcipitance efter hans i Dag fremlagte Indlæg, helst eftersom det er sket ganske kort Tid, førend han blev kaldet til Præstembedet; saasom han da med denne sin Ustadighed og Vrangvillighed ikke at ville fuldbyrde det hende givne Ægteskabsløfte, har givet bemeldte Kirstine Schwarzkopf Aarsag til at begynde denne Proces, hvorved hun er geraadet i store Udgifter paa sine adskillige vidtløftige Rejser samt til Prokurator og andet sligt, ihvorvel hende allernaadigst er tilladt at udføre Sagen paa ustemplet Papir m.m., da bør han at betale til hende eller hendes Ordre for saa vidt hidindtil til hendes Sags Drift ved denne Ret kan angaa, rede Penge 200 Rdlr. Saasom ellers Prokurator Christen Thomsen paastaar, at Hr. Peder Jacob Hviid haver paa bemeldte Maade forset sig imod Lovens 2. Bog, 11. Kap., 1. Art, saa og at han har ladet sig vie paa et fremmed Sted til en anden udenfor Stiftet imod gjorte Forbud, da henvises alt sligt til vedkommende Forum til videre Paakendelse. Hvad det særdeles angaar, som Christen Thomsen forlanger udi sit sidste Indlæg, at Hr. Peder Jacob Hviid maa suspenderes fra Prædikeembedet at betjene til Sagens endelige Uddrag, da henvises til hans højædle Højærværdighed Biskoppens Forgodtbefindende."
24. november 1713, en måned senere, indledes så sagen om ærekrænkelser ved en kommissionsdomstol. Der indkaldes en række vidner, der taler for og imod, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have talt ærekrænkende om Kirstine Schwartzkopf. Blandt vidnerne er flere af Peder Jacob Mathiesen Hviid tidligere medbeboere på Borchs Kollegium i København. Ludvig Holberg udtaler, at han aldrig har hørt Peder Jacob Mathiesen Hviid tale "ærerørigt om Kirstine".
Ved et af retsmøderne gav Peder Jacob Mathiesen Hviid følelsesladede indrømmelse og erklæring, hvori han angav "Madem. Kirstine Svatskop for en ærlig og honnet Pige og Fruentimmer, sa hvis Ord som af min Mund kunde være falden her eller der, som kunde anses hende at touchere, vil jeg have hermed i alle Maader renuntieret, at de ikke bør eller skal komme Made. Svartskop til Hinder eller Æres Forklejnelse i nogen Maade, og saasom jeg formoder, at hun her udi denne min Erklæring har fornøjelse for de udspredte og uret forfalskede Ord, som af mig skulde være talt, saa beder jeg, at hun ikke ved Vidners Førelse og denne Sags yderligere Persecution prostituerer sig selv og mig for Verdens Blame og Eftertale."
Kirstine Schwarzkopf tog imidlertid ikke mod Peder Jacob Mathiesen Hviids forligstilbud. Retssagen varede i fem måneder frem til juni 1714. Kommssionen fandt ingen håndfaste beviser på, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have krænket Kirstine Schwartzkopf. Dog blev Peder Jacob Mathiesen Hviid dømt til endnu engang at betale Kirstine Schwartzkopf en erstatning på 350 rigsdaler for spot og skade. Desuden skulle han betale 30 rigsdaler i mulkt til fattige præsteenker.
Under retssagen fremkom overraskende oplysninger om, at Peder Jacob Mathiesen Hviid endvidere skulle havde indgået ægteskab med en Maren Eriksdatter Bugge.
Dommen lød:
Endskønt Hr. Peder Jacob Hviid udi sit Indlæg for Kommisionen frafalder at sigte eller paasige Mademoiselle Schwarzkopf noget til Fornærmelse paa Ære og gode Navn, og de førte Vidner ej heller i alt synes ensstemmende paa en Tid eller paakrævet straks at drages til Minde og derefter paa fersk Fod ført under Lovmaal, saa alligevel efterdi beeldte Hr. Peder Jacob Hviid altfor letsindet har ladet grove og utlbørlige Ord falde adskillige Tider og Steder ved Samtale med en og anden af Vidnerne, hvorved Mds. Schwarzkopf kunde efterhænge en Blame, bør han for slig usømmeligt ført Konduite ikke aleneste at gøre hende en offentlig Afbedelse og Erklæring for den gejstlige Ret naar forlanges og saaldes der renoncere i alt, hvis i saa Maade mundtlig ellr skriftlig er passeret, som skal være død og magtesløs, Mds. Schwarzkopf uden al Præjudice paa ærlige gode Navn og Rygte, men han endog for sin Formastelse betalte hende for Spot og Skade med Kost og Tæring 350 Rdl. og i Mulkt til fattige Præsteenker 30 Rdl. Christen Thomsens øvrige Paastand anlangende Ægteskabsløfte og Kopulation ude Stiftet af 2. Novbr. 1713 ses ikke Kommisionen at kunne vedkomme, men beror ved den i Tamperretten d. 20. December dernæst afsagte Dom.
Når Peder Jacob Mathisen Hviid veg tilbage for at fremføre, at Kirstine Schwarzkopf stod i forhold til en af greven på Asdal Hovedgaards sønner, skyldes dette formodentlig hensynet til bestallingen som præst i Horne Kirke, da det jo netop var greven, der havde kaldt ham til landsdelen og dermed sikret ham ansættelsen. I stedet valgte Hviid at give den ene løgn på den anden; blandt andet Kirstine Schwarzkopf skulle først have fået et enkelt, siden tre børn.
At tonen mellem Schwarzkopf og Hviid har været hård er hævet over enhver tvivl. Ifølge et af vidneudsagnene i retssagen (Hybertsen) skulle Peder Jacon Mathiesen Hviid ansigt til ansigt have fortalt, hvorledes han skulde lade hende prygle ved sin Knægt og selv træde paa hendes Hals, at Gurglen skulde gaa ud.
Som et lyn fra klar himmel kom oplysningen, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle giftes med kæresten Maren Eriksdatter Bugge.
Tissede han i altervinen?
I mellemtiden var Peder Jacob Mathiesen Hviid blevet hvirvlet ind i to nye retssager. I april 1714 stævnede han selv Hans Hybertsen, forvalteren på Asdal, for en række forhold ved Hornes og Vennebjerg Herredsting. Hybertsen var i forvejen Peder Jacob Mathiesen Hviid argeste fjende, og var blandt andet Kirstine Schwarzkopfs hovedvidne i sagen om det brudte ja-ord. I referatet fra den retssag kan det virke som om Hybertsen smurte tykt på i sin vidneforklaring. Han har vel villet hjælpe sin arbejdsgiver, greven, med at få Peder Jacob Mathiesen Hviid til at makke ret.
I den nye sag beskyldte Peder Jacob Mathiesen Hviid blandt andet Hybertsen for at have ladet bønderne yde hoveriarbejde på søn- og helligdage. Desuden for, at han og hustruen gentagne gange havde forsømt at gå til alters, og for at have leveret dårlig vin til alterbrug. Særligt det sidste forhold er interessant, for ifølge den folkelige fortælling tissede Peder Jacob Mathiesen Hviid i altervinen, og det var derfor han i sidste ende mistede kjole og krave. Dette er dog næppe sandt.
Den tredje søndag i Advent 1713 måtte Peder Jacob Mathiesen Hviid afbryde gudstjenesten fordi han ikke turde servere altervinen for menigheden. I retsprotokollen fremgår, at degnen forklarede, at vinen, der blev meddelt, var ganske slet, baade i Smag og paa Couleur og saare ligere Lergravvand end Vin. Til gengæld fortalte flere mænd fra menigheden, at vinen var af udmærket kvalitet. Hybertsens hustru vendte sagen på hovedet, og beskyldte i stedet Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have gjort vinen udygtig.
Beskyldningerne kørte frem og tilbage, men på intet tidspunkt i retssagen fremgik det, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have ombyttet vinen med urin. Den historie, at han skulle have tisset i altervinen, må altså være en opdigtet historie af nyere dato. I juli 1714 afviste herredstinget sagen om den dårlige vin og det forhold, at Hybertsen og hustru ikke gik til alters. Til gengæld endte Peder Jacob Mathiesen Hviid med at få en bøde for at vidne falsk.
Horeunge eller for tidligt født?
Den fjerde retssag, som Peder Jacob Mathiesen Hviid blev indblandet i, begyndte den 3. juni 1714, da Peder Jacob Mathiesen Hviids kone, Maren Eriksdatter Bugge, fødte en søn – syv måneder efter parret blev viet i Vroue. Ugen efter blev Hvid Peder Jacob Mathiesen Hviid suspenderet af biskoppen i Aalborg, der samtidig badr præsten i Råbjerg, Niels Mygind, om at undersøge det lille barn. Det skulle slås fast om barnet var født for tidligt, eller om Peder og Maren havde begået lejermål. Pastor Mygind og tre kvinder fra Horne-Asdal tilså barnet og konstaterede, at det ar for tidligt født. Fire uger efter fødslen havde det stadig ingen negle eller hår som en normal nyfødt. Under synsforretningen udbrød Mygind, at hvis hans kone havde født sådan et barn, saa havde han grædt sin øjne ud! Sagen fik en krølle, for biskoppen udpegede efterfølgende provsten i Skagen, Poul Kyng, til at være dommer i sagen; til Peder Jacob Mathiesen Hviids fortrydelse; for provst Kyng var bonkammerat med Hans Hybertsen. Henover sommeren var Peder Jacob Mathiesen Hviid blevet suspenderet og Kyng blev ved med at sylte sagen og trække alting i langdrag.
Dømt fra kjole, krave og ære
Og så tilbage til Kirstine Schwartzkopf, for hun var ikke tilfreds med Peder Jacob Mathiesen Hviids milde dom i sagen om det brudte ja-ord – og endnu mindre, at han blev kendt uskyldig i at have talt ærekrænkende om hende. I september 1714 ankede hun derfor begge domme til Højesteret, der indvilligede i at slå de to sager sammen til én.
Peder Jacob Mathiesen Hviid ar igen indblandet i to retssager på én gang, og klagede nu til biskoppen over provst Kyngs sendrægtighed i den ene sag. Biskoppen imødekomm, og afsatte Kyng og indsatte i stedet provsten fra Mosbjerg som dommer. Den lille nyfødte nåede at blive fem måneder gammel inden der endelig i november 1714 faldt dom ved Provsteretten. Her blev Peder Jacob Mathiesen Hviid frikendt for beskyldninger om utugt, og Kyng blev i stedet dømt for forsømmelighed og måtte betale sagens omkostninger. En måned senere, den 11. december 1714, faldt der også dom ved Højesteret. Kirstine Schwartzkopf tilkendtes yderligere erstatning, og Peder Jacob Mathiesen Hviid blev skilt fra kjole og krave – og ikke mindst æren. En af dommerne ville endda, at han skulle landsforvises.
Kirstine Schwarzkopf blev i øvrigt præstefrue i Horne Præstegård, idet hun efterfølgende blev viet til Peder Jacob Mathiesen Hviids efterfølger i embedet, Jørgen Poulsen Kyng
Bønskrift til kongen
Peder Jacob Mathiesen Hviid nåede at virke som sognepræst i Horne og Asdal i halvandet år. Og heraf var han endda suspenderet noget af tiden. Men ikke desto mindre var det lykkedes ham at skaffe sig en stor og trofast vennekreds, der nu gik sammen om et bønskrift til den enevældige konge, Frederik IV. Den eneste, der kunne omstøde en højesteretsdom.
Otte sognepræster, en ridefoged, en byfoged, en tolder, tre forpagtere og hen ved 60 sognebørn er medunderskrivere på en lang bønskrift af en tåreperser til kongen. Men Frederik IV må have haft et hjerte af stål, for han afviser at benåde den unge præst. Peder Jacob Mathiesen Hviid kommer aldrig til at virke som præst igen.
Et omtumlet liv
Peder Jacob Mathiesen Hviid forlader Jylland og slår sig i stedet ned i København, hvor hans liv fortsætter ligeså omtumlet som i Vendsyssel. Vi hører fra ham igen i juni 1715, hvor han skriver til kongen og beder om at få æren tilbage. Kongen afviser, og Peder Jacob Mathiesen Hviid skriver en del lignende ansøgninger de næste år.
Omkring 1717 må han på en eller anden måde være kommet i tjeneste som sagfører for sin gamle fjende, Hybertsen, forpagteren på Asdal. Hybertsen dør i 1720, men hans spøgelse kom til at plage Peder Jacob Mathiesen Hviid i flere år efter. I 1721 beskylder Hybertsens enke Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have tilbageholdt nogle obligationer, som tilhørte enken. Peder Jacob Mathiesen Hviid arresteres og indsættes i Københavns Arresthus i 1721 og i 1725 idømmes han livstidsstraf på Bremerholm.
Under fængselsopholdet bliver hans anden hustru begravet.
I juni 1727 kommer sagen dog for Højesteret, hvor Hvid blev frifundet og tillige vandt bevilling som højesteretsprokurator. Chr. VI gav dog aldrig bekræftelse derpå, hvorfor Peder Jacob Mathiesen Hviid måtte nøjes med stillingen som prokurator ved over- og underretter.
Et par måneder efter sin frifindelse giver kongen ham omsider æresrejsning og udnævner ham desuden til kongelig privilegeret prokurator ved Højesteret. Hvilke kræfter, der har været i sving, siden Peder Jacob Mathiesen Hviid kan gå fra straffefange til højesteretsprokurator på to måneder, er ikke til sige.
I 1728 brænder Peder Jacob Mathiesen Hviids hjem ned til grunden under den store brand. I 1729 gifter han sig for tredje gang. I 1730 dør kong Frederik IV og Peder Jacob Mathiesen Hviid mister sin prokuratorbevilling. I 1734 generhverver han delvist prokuratorbevillingen – men må ikke virke i København.
I 1737 gifter han sig for fjerde gang. I 1738 sidder han igen i arresten, denne gang på grund af ubetalt gæld. I 1743 er han prokurator i Moss i Norge, og året efter befinder han sig i Christiania, hvor han beklager sig til kongen over, at han ikke kan leve at sit prokuratorembede. I 1746 dør Christian VI og hans efterfølger,V giver Peder Jacob Mathiesen Hviid lov til igen at virke som prokurator i København. Men ikke ved Højesteret.
I 1748 ryger Peder Jacob Mathiesen Hviid atter i kastellet, denne gang på grund af injurier, og igen dømmes han fra æren. Han benådes året efter, men genvinder aldrig æren.
Den 4. april 1760 bliver prokurator Peder Jacob Mathiesen Hviid begravet på Frederiksberg, 70 år gammel. Han døde som han levede: fattig.
Efterspil
Kirstine Schwartzkopf, der blev Peder Jacob Mathiesen Hviids skæbne, giftede sig i øvrigt i 1715 med efterfølgeren i præsteembedet, Jørgen Kyng. Han var søn af provsten fra Skagen. Kirstine blev dog præsteenke allerede året efter. Sagnet siger, at hr. Kyng døde af græmmelse over at skulle ægte hende. Herefter hører vi ikke mere til Kirstine Schwartzkopf.
Ovenstående tekst er lånt fra Kenneth Konrad Knudsens formidable slægtsforskningsarbejde.
En alternativ fortælling
Pastor Friis fortæller en anden historie om Peder Jacob Mathiesen Hviid, nemlig, at var et dydsmønster, siden blev skibspræst og gjorde et godt parti i Sverige.
Eksterne kilder og henvisninger
Kenneth Konrad Knudsen: Peder Hvid – Horne-præsten der tissede i altervinen, besøgt 6. oktober 2015
Lokalbladet Horne-Asdal-Åbyen, nr. 6/2010 og nr. 1/2011, besøgt 6. oktober 2015.
[No 485. Horne og Asdal], Wibergs Præstehistorie, besøgt 6. oktober 2015
