Forskel mellem versioner af "Peder Jacob Mathiesen Hviid"

Versionen fra 3. dec 2016, 14:18

Peder Jacob Mathiesen Hviid (f. 13. august 1689 i Odense, d. primo 1756). Hans far var både sognepræst i St. Hans Sogn og borgmester i Odense, Mads Jakobsen Hvid. Gift første gange 2. februar 1713 med Maren Eriksdatter og igen 18. januar 1729 med Margrethe Elisabeth Buchen.

Peder Jacob Hviids liv var omtumlet. Han var præst i Horne og Asdal i et enkelt år, to gange blev han fradømt æren, tre gange røg han i fængsel, og han var gift fire gange. Oven i hans plettede eftermæle kommer endda eftertidens beskyldninger om, at han tissede i altervinen!

I løbet af årene 1713-1714 skete et større drama omkring den unge Peder Jacob Mathiesen Hvid. Hans evner som sjælesørger og øje for social retfærdighed gjorde ham populær blandt lægfolk og kolleger. Men hans anarkistiske og antiautoritære holdning skaffede ham indflydelsesrige fjender.

Peder Jacob Mathisen Hviid læste teologi i København sammen med blandt andre Ludvig Holberg. De to boede også sammen på Borchs Kollegium, hvis miljø Holberg senere beskrev i komedien "Erasmus Montanus".

1. april 1713 blev Peder Jacob Mathiesen Hviid kaldet til et embede i Horne-Asdal. Det var den gamle greve, Otto Rantzau, på Asdal Hovedgård, der havde sendt bud efter ham. eder Jacob Mathiesen Hviid var da blot 23 år gammel. Da Peder Jacob Mathiesen Hviid blev kaldet til embedet, var det underforstået, at han skulle gifte sig med den 25-årige Kirstine Schwartzkopf. Hviid accepterede i første omgang og lovede Kirstine ægteskab, men i virkeligheden kviede han sig ved arrangementet.

Vi ved ikke meget om Kirstine Schwartzkopf, men hun havde gode forbindelser til Asdal Hovedgård. Hun var givetvis elskerinde til en af grevens sønner, og på et tidspunkt er hun måske blevet for besværlig. Da den gamle præst dør, lover man hende så i stedet at blive præstefrue.

Skæbnen besegles

Men den unge præst ville ikke lade sig binde, og Kirstine sagsøger ham for løftebrud. Sagen indledes ved Tamperretten i Aalborg i september 1713. Under retssagen viser det sig, at Peder Jacob Mathiesen Hviid hele tiden har været kærester med Maren Bugge, og de to gifter sig i Vroue Kirke i november 1713. Det gør selvsagt ikke Kirstine Schwartzkopf mindre fornærmet, og et par uger efter gør hun et nyt søgsmål mod Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have talt ærekrænkende om hende. I december 1713 falder der dom ved Tamperretten, og Peder Jacob Mathiesen Hviid dømtes til at betale en erstatning på 200 rigsdaler til Kirstine Schwartzkopf for brudt ja-ord.

En måned senere indledes så sagen om ærekrænkelser ved en kommissionsdomstol. Der indkaldes en række vidner, der taler for og imod, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have talt ærekrænkende om Kirstine Schwartzkopf. Blandt vidnerne er flere af Peder Jacob Mathiesen Hviid tidligere medbeboere på Borchs Kollegium i København. Ludvig Holberg udtaler, at han aldrig har hørt Peder Jacob Mathiesen Hviid tale ærerørigt om Kirstine. Retssagen varede i fem måneder frem til juni 1714. Kommssionen finder ingen håndfaste beviser på, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have krænket mademoiselle Schwartzkopf. Dog bliver Peder Jacob Mathiesen Hviid dømt til endnu engang at betale Kirstine Schwartzkopf en erstatning på 350 rigsdaler for spot og skade. Desuden skulle han betale 30 rigsdaler i mulkt til fattige præsteenker.

Tissede han i altervinen?

I mellemtiden er Peder Jacob Mathiesen Hviid blevet hvirvlet ind i to nye retssager. I april 1714 stævner han selv Hans Hybertsen, forvalteren på Asdal, for en række forhold ved Hornes og Vennebjerg Herredsting. Hybertsen er i forvejen Peder Jacob Mathiesen Hviid argeste fjende, og var blandt andet Kirstine Schwarzkopfs hovedvidne i sagen om det brudte ja-ord. I referatet fra den retssag kan det virke som om Hybertsen smurte tykt på i sin vidneforklaring. Han har vel villet hjælpe sin arbejdsgiver, greven, med at få Peder Jacob Mathiesen Hviid til at makke ret.

I den nye sag beskyldte Peder Jacob Mathiesen Hviid blandt andet Hybertsen for at have ladet bønderne yde hoveriarbejde på søn- og helligdage. Desuden for, at han og hustruen gentagne gange havde forsømt at gå til alters, og for at have leveret dårlig vin til alterbrug. Særligt det sidste forhold er interessant, for ifølge sagnet tissede Peder Jacob Mathiesen Hviid i altervinen, og det var derfor han i sidste ende mistede kjole og krave.

Den tredje søndag i Advent 1713 måtte Peder Jacob Mathiesen Hviid afbryde gudstjenesten fordi han ikke turde servere altervinen for menigheden. Ifølge degnen var Vinen, der blev meddelt, ganske slet, baade i Smag og paa Couleur og saare ligere Lergravvand end Vin. Til gengæld vidner flere mænd fra menigheden, at vinen var af udmærket kvalitet. Og Hybertsens hustru vender sagen på hovedet og beskylder i stedet Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have gjort vinen udygtig. Beskyldninger kører frem og tilbage, men på intet tidspunkt i retssagen fremgår det, at Peder Jacob Mathiesen Hviid skulle have ombyttet vinen med urin. Den historie, at han skulle have tisset i altervinen, må altså være en opdigtet historie af nyere dato. I juli 1714 afviser herredstinget sagen om den dårlige vin og det forhold, at Hybertsen og hustru ikke gik til alters. Til gengæld ender Peder Jacob Mathiesen Hviid med at få en bøde for at vidne falsk.

Horeunge eller for tidligt født?

Den fjerde retssag, som Peder Jacob Mathiesen Hviid bliver indblandet i, starter den 3. juni 1714, da Peder Jacob Mathiesen Hviids kone føder en søn – syv måneder efter parret blev viet i Vroue. Ugen efter bliver Hvid Peder Jacob Mathiesen Hviid suspenderet af biskoppen i Aalborg, der samtidig beder præsten i Råbjerg, Niels Mygind, om at undersøge det lille barn. Det skulle slås fast om barnet var født for tidligt, eller om Peder og Maren havde begået lejermål. Pastor Mygind og tre kvinder fra Horne-Asdal tilser barnet og konstaterer, at det er for tidligt født. Fire uger efter fødslen har det stadig ingen negle eller hår som en normal nyfødt. Under synsforretningen udbryder Mygind at, hvis hans kone havde født sådan et barn, saa havde han grædt sin øjne ud! Sagen får en krølle, for biskoppen udpeger provsten i Skagen, Poul Kyng, til at være dommer i sagen. Til Peder Jacob Mathiesen Hviids fortrydelse, for provst Kyng er bonkammerat med Hans Hybertsen. Henover sommeren er Peder Jacob Mathiesen Hviid suspenderet og Kyng bliver ved med at sylte sagen og trække alting i langdrag.

Dømt fra kjole, krave og ære

Og så tilbage til Kirstine Schwartzkopf, for hun var ikke tilfreds med Peder Jacob Mathiesen Hviids milde dom i sagen om det brudte ja-ord – og endnu mindre, at han blev kendt uskyldig i at have talt ærekrænkende om hende. I september 1714 anker Kirstine begge domme til Højesteret, der indvilliger i at slå de to sager sammen til én. Peder Jacob Mathiesen Hviid er igen indblandet i to retssager på én gang, og klager nu til biskoppen over provst Kyngs sendrægtighed i den ene sag. Biskoppen imødekommer, og afsætter Kyng og indsætter i stedet provsten fra Mosbjerg til dommer. Den lille nyfødte når at blive fem måneder gammel inden der endelig i november 1714 falder dom ved Provsteretten. Peder Jacob Mathiesen Hviid frikendes for beskyldninger om lejermål, og Kyng bliver i stedet dømt for forsømmelighed og må betale sagens omkostninger. En måned senere, den 11. december 1714, falder der også dom ved Højesteret. Kirstine Schwartzkopf tilkendes yderligere erstatning og Peder Jacob Mathiesen Hviid bliver skilt fra kjole og krave – og ikke mindst æren. En af dommerne ville endda, at han skulle landsforvises.

Bønskrift til kongen

Peder Jacob Mathiesen Hviid nåede at virke som sognepræst i Horne og Asdal i halvandet år. Og heraf var han endda suspenderet noget af tiden. Men ikke desto mindre var det lykkedes ham at skaffe sig en stor og trofast vennekreds, der nu gik sammen om et bønskrift til den enevældige konge, Frederik IV. Den eneste, der kunne omstøde en højesteretsdom.

Otte sognepræster, en ridefoged, en byfoged, en tolder, tre forpagtere og hen ved 60 sognebørn er medunderskrivere på en lang bønskrift af en tåreperser til kongen. Men Frederik IV må have haft et hjerte af stål, for han afviser at benåde den unge præst. Peder Jacob Mathiesen Hviid kommer aldrig til at virke som præst igen.

Et omtumlet liv

Peder Jacob Mathiesen Hviid forlader Jylland og slår sig i stedet ned i København, hvor hans liv fortsætter ligeså omtumlet som i Vendsyssel. Vi hører fra ham igen i juni 1715, hvor han skriver til kongen og beder om at få æren tilbage. Kongen afviser, og Peder Jacob Mathiesen Hviid skriver en del lignende ansøgninger de næste år.

Omkring 1717 må han på en eller anden måde være kommet i tjeneste som sagfører for sin gamle fjende, Hybertsen, forpagteren på Asdal. Hybertsen dør i 1720, men hans spøgelse kom til at plage Peder Jacob Mathiesen Hviid i flere år efter. I 1721 beskylder Hybertsens enke Peder Jacob Mathiesen Hviid for at have tilbageholdt nogle obligationer, som tilhørte enken. Peder Jacob Mathiesen Hviid arresteres og indsættes i Københavns Arresthus i 1721 og i 1725 idømmes han livstidsstraf på Bremerholm.

Under fængselsopholdet bliver hans anden hustru begravet.

I juni 1727 kommer sagen dog for Højesteret, hvor Hvid blev frifundet og tillige vandt bevilling som højesteretsprokurator. Chr. VI gav dog aldrig bekræftelse derpå, hvorfor Peder Jacob Mathiesen Hviid måtte nøjes med stillingen som prokurator ved over- og underretter.

Et par måneder efter sin frifindelse giver kongen ham omsider æresrejsning og udnævner ham desuden til kongelig privilegeret prokurator ved Højesteret. Hvilke kræfter, der har været i sving, siden Peder Jacob Mathiesen Hviid kan gå fra straffefange til højesteretsprokurator på to måneder, er ikke til sige.

I 1728 brænder Peder Jacob Mathiesen Hviids hjem ned til grunden under den store brand. I 1729 gifter han sig for tredje gang. I 1730 dør kong Frederik IV og Peder Jacob Mathiesen Hviid mister sin prokuratorbevilling. I 1734 generhverver han delvist prokuratorbevillingen – men må ikke virke i København.

I 1737 gifter han sig for fjerde gang. I 1738 sidder han igen i arresten, denne gang på grund af ubetalt gæld. I 1743 er han prokurator i Moss i Norge, og året efter befinder han sig i Christiania, hvor han beklager sig til kongen over, at han ikke kan leve at sit prokuratorembede. I 1746 dør Christian VI og hans efterfølger,V giver Peder Jacob Mathiesen Hviid lov til igen at virke som prokurator i København. Men ikke ved Højesteret.

I 1748 ryger Peder Jacob Mathiesen Hviid atter i kastellet, denne gang på grund af injurier, og igen dømmes han fra æren. Han benådes året efter, men genvinder aldrig æren.

Den 4. april 1760 bliver prokurator Peder Jacob Mathiesen Hviid begravet på Frederiksberg, 70 år gammel. Han døde som han levede: fattig.

Efterspil

Kirstine Schwartzkopf, der blev Peder Jacob Mathiesen Hviids skæbne, giftede sig i øvrigt i 1715 med efterfølgeren i præsteembedet, Jørgen Kyng. Han var søn af provsten fra Skagen. Kirstine blev dog præsteenke allerede året efter. Sagnet siger, at hr. Kyng døde af græmmelse over at skulle ægte hende. Herefter hører vi ikke mere til Kirstine Schwartzkopf.

Ovenstående tekst er lånt fra Kenneth Konrad Knudsens formidable slægtsforskningsarbejde.

En alternativ fortælling

Pastor Friis fortæller en anden historie om Peder Jacob Mathiesen Hviid, nemlig, at var et dydsmønster, siden blev skibspræst og gjorde et godt parti i Sverige.

Eksterne kilder og henvisninger

Kenneth Konrad Knudsen: Peder Hvid – Horne-præsten der tissede i altervinen, besøgt 6. oktober 2015
Lokalbladet Horne-Asdal-Åbyen, nr. 6/2010 og nr. 1/2011, besøgt 6. oktober 2015.
[No 485. Horne og Asdal], Wibergs Præstehistorie, besøgt 6. oktober 2015